Turismelov i Grønland
Fra 1. januar 2025 fik Grønland sin første turismelov. Loven stiller krav til turistvirksomheder, der er omfattet af loven, og skal være med til at sikre lokal forankring, sikkerhed, ansvarlig drift og kvalitet i turismen.
Denne side er skrevet til dig, der arbejder med turisme i Grønland. Her får du et kort overblik over, hvad du skal være opmærksom på, hvis du udbyder turistoplevelser eller turistaktiviteter.
Siden er vejledende og er ikke juridisk rådgivning. Hvis du er i tvivl om, hvordan loven gælder for din konkrete virksomhed eller aktivitet, skal du kontakte den relevante myndighed.
Hvad er et licenskrav?
Et licenskrav betyder, at du skal have en tilladelse for at kunne udbyde turistaktiviteter, hvis din virksomhed eller aktivitet er omfattet af turismeloven.
Licensen skal sikre, at turistvirksomheder lever op til krav om blandt andet lokal forankring, sikkerhed, forsikring og ansvarlig drift.
Skal jeg have licens?
Du bør undersøge, om du skal have licens, hvis du erhvervsmæssigt udbyder oplevelser, aktiviteter eller services til turister i Grønland.
Det kan f.eks. være, hvis du tilbyder:
- bådture
- guidede ture
- vandreture
- kulturoplevelser
- fisketure
- dagsture uden overnatning
- ture af flere dages varighed
- transport som en del af en turistoplevelse
Hvornår skal jeg ikke have licens?
Der gælder nogle undtagelser. Du skal f.eks. ikke have licens, hvis:
- din samlede omsætning fra én eller flere turistvirksomheder ikke overstiger 50.000 kr. årligt
- du har en koncession efter lov om koncession til turistvirksomhed i udvalgte områder
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du er omfattet af en undtagelse, bør du kontakte den relevante myndighed.
Eksisterende og nye turistvirksomheder
Hvis du allerede havde en turistvirksomhed før 1. januar 2025, gælder kravet om licens først fra 1. januar 2027. Husk dog at søge i god tid.
Hvis du starter en ny turistvirksomhed efter 1. januar 2025, skal du søge og modtage licens, før du starter, hvis din virksomhed eller aktivitet er omfattet af licenskravet.
Hvad skal jeg have styr på for at få licens?
For at få licens skal du som udgangspunkt have styr på:
- om din virksomhed opfylder kravene til lokal forankring
- om du har en sikkerhedsplan
- om du har den nødvendige forsikring eller sikkerhedsstillelse
Kravene skal være opfyldt i hele licensperioden.
Hvad betyder lokal forankring?
Turismeloven skal sikre, at turismen i Grønland er forankret lokalt.
For personer handler det blandt andet om folkeregisteradresse og skattepligt i Grønland. For virksomheder handler det blandt andet om hjemsted, ejerskab og reel tilknytning til Grønland.
Formålet er at sikre, at turismen skaber værdi i Grønland, og at turistaktiviteter udbydes inden for tydelige og ansvarlige rammer.
Kan lokale turistaktører arbejde i hele Grønland?
Ja. Lokale turismeaktører kan operere i hele landet, hvis virksomheden og aktiviteten lever op til lovens krav og eventuelle lokale eller områdespecifikke regler.
Turismeloven indeholder ikke et generelt forbud mod, at lokale aktører arbejder på tværs af kommuner, byer eller bosteder.
Det betyder f.eks., at en lokal aktør fra Maniitsoq ikke automatisk er udelukket fra at udføre turistaktiviteter i Ilulissat, Nuuk, Paamiut, Qaqortoq eller andre steder i Grønland.
Sikkerhedsplan
For at få licens skal din virksomhed udarbejde en sikkerhedsplan.
Sikkerhedsplanen skal bestå af en risikovurdering og en beredskabsplan. Den skal vise, hvordan du håndterer risici og nødsituationer, og den skal passe til de aktiviteter, du udbyder.
Risikovurderingen skal beskrive de risici, der kan være forbundet med aktiviteten. Beredskabsplanen skal beskrive, hvad du og dine ansatte gør, hvis der opstår ulykker eller fare.
Når du har fået licens, skal sikkerhedsplanen være tilgængelig på grønlandsk og engelsk for turisterne, og du skal sørge for, at den løbende er opdateret.
Forsikring eller sikkerhedsstillelse
Turistvirksomheder, der er omfattet af loven, skal som udgangspunkt have en erhvervsansvarsforsikring eller anden sikkerhedsstillelse.
Formålet er, at turister og andre kan få dækket et eventuelt erstatningsansvar, som turistaktøren måtte få i forbindelse med de aktiviteter, der er omfattet af licensen.
Kontrol
Naalakkersuisut fører tilsyn med, at reglerne bliver overholdt. Hvis en virksomhed ikke lever op til kravene, kan det få konsekvenser, f.eks. påbud, bøder eller tilbagekaldelse af licens.
Sådan ansøger du om licens
Du kan læse vilkårene for ansøgning og ansøge om licens på sullissivik.gl
Læs mere om turismeloven
Har du spørgsmål?
Hvis du er i tvivl om, hvordan turismeloven gælder for din virksomhed eller aktivitet, anbefaler vi, at du kontakter den relevante myndighed for konkret vejledning.
Kontakt Departementet for Erhverv og Råstoffer
isiin@nanoq.gl
+299 34 50 00

