Selskabet, der virker som Grønlands nationale videnscenter for turisme, bekræftede sit fortsatte engagement i at fremme Grønland som en attraktiv turistdestination på en bæredygtig måde. Bestyrelsesformand, Anette Lings, og direktør Anne Nivíka Grødem, bød velkommen til generalforsamlingen, som blev indledt med et præsentationsevent målrettet offentligheden.
I formandens beretning udtalte Anette Lings, at 2023 havde været et rekordår for turismen med det højeste antal besøgende nogensinde i Grønland. Der var en stor stigning i antallet af krydstogtskibe, og det samlede antal turister var højere end før corona. Dette viser, at interessen for Grønland som rejsemål er større end nogensinde.
Visit Greenland har i 2023 fokuseret på at imødekomme den stigende interesse gennem brede samarbejder med myndigheder, erhvervet og de regionale turist- og erhvervsråd. Selskabet samlede i april 2023 mere end 100 nationale turismeaktører til konferencen “Towards Better Tourism”, og deltog i 11 internationale rejsemesser for at promovere Grønland som adventure destination. I 2023 offentliggjorde Visit Greenland også en ny kortlægningsrapport om krydstogtindustrien, som har dannet grundlag for flere konkrete initiativer på området.
“Vores indsats i 2023 har styrket Grønlands position både globalt og lokalt,” udtaler direktør Anne Nivíka Grødem. “Som det nationale turismeråd er vores primære opgave at fungere som bindeled mellem politiske beslutningstagere, befolkningen, erhvervslivet og de internationale markeder. Vi arbejder målrettet for at fremme en turisme, der ikke kun tiltrækker besøgende, men også respekterer og bevarer vores natur og kulturelle værdier. Dette betyder, at vi fokuserer på initiativer som understøtter en bæredygtig udvikling, der kan gavne både vores lokalsamfund og de besøgende, og samtidig sikrer en ansvarlig vækst i turismesektoren.”
Økonomisk har Visit Greenland haft et overskud på 370 t.kr. i 2023, hvilket bestyrelsen finder tilfredsstillende i forhold til selskabets formål. De finansielle resultater og den strategiske retning bekræfter Visit Greenlands forpligtelse til at anvende bevillinger effektivt og med fokus på langsigtet bæredygtighed.
“Vi vil de kommende år have et fortsat fokus på at understøtte vækst, innovation og ansvarlig turisme,” udtaler bestyrelsesformand Anette Lings. “Vi er dedikerede til at udvikle en sektorplan for turismen, som strækker sig frem til 2035, med et klart sigte på en fælles retning, som styrker branchen og integrerer bæredygtige principper.”
Formanden orienterede også om de organisatoriske ændringer i Visit Greenland det seneste år. Fokus har været på at styrke eksekveringskraften og opbygge lokale kompetencer ved at samle ressourcerne i Nuuk.
Generalforsamlingen bød på et genvalg af Anette Lings, direktør i Hotel Sisimiut, som formand i bestyrelsen. Det samme gjaldt for bestyrelsesmedlemmerne Gerth P. Olsen, og Kattie Nielsen. Herudover tiltrådte Heidi Jensen og Erik Palo Jacobsen, som overtog bestyrelsesposterne efter Ane Lone Bagger og Allan Chemnitz. De nye bestyrelsesmedlemmer har alle en baggrund inden for erhvervs- og turismeudvikling samt entreprenørskab, og besidder viden og kvalifikationer, der gavner en vækstorienteret turismebranche i Grønland.
Turismestatistik rapport for 2023: LINK
Artiklen fortsætter længere nede…