Pressemeddelelse
Den grønlandske befolkning er generelt blevet mere positivt stemt over for turister. Det viser en ny rapport, som Visit Greenland har lavet. Rapporten bygger på to spørgeskemaundersøgelser, der blev sendt ud i november 2019 og februar 2021 til byer og bygder med relativ stort turisme-aktivitet.
I rapporten kan man bl.a. læse, at 91,5 procent af de adspurgte i november 2019 havde en positiv eller overvejende positiv holdning til turister i deres by eller bygd, hvis man fraregner “ved ikke” og “hverken enig eller uenig” svar. Det tal lå i februar 2021 på 93,4 procent. Ifølge Visit Greenlands konstituerede direktør, Mads Skifte, er der en sammenhæng mellem det positive syn på turister og COVID-19.
“Generelt er grønlænderne glade for turister udefra, det så vi allerede inden COVID-19 ramte. Nu, hvor vi har oplevet et helt år stor set uden turister, er det blevet tydeligt, hvor meget indflydelse gæsterne faktisk har i lokalsamfundet. Derfor virker befolkningen begejstrede for at få dem tilbage, når det kan gøres forsvarligt for både gæster og lokale,” fortæller han.
Artiklen fortsætter længere nede…
Selvom Grønland fortsat er lukket for al turisme udefra, er et flertal af de adspurgte trygge ved de gældende COVID-19 restriktioner, og de stoler på, at turisterne overholder dem, viser tal fra rapporten. Et flertal på 55,3 procent svarer, at de gerne vil byde turister velkommen, hvis de bliver testet inden afrejse, går i fem dages karantæne og bliver re-testet efterfølgende. Kun 19 procent svarer, at de ikke ønsker turister overhovedet. Hele 62,9 procent tror på, at turisterne overholder de gældende restriktioner.
Når det kommer til turisternes opførsel, mener et stort flertal, at turisterne i vid udstrækning udviser god opførsel. Til spørgsmålet om hvorvidt de landbaserede turister – dvs. alle turister på nær krydstogtgæster – opfører sig respektfuldt over for befolkningen og kulturen, svarer hele 74 procent af respondenterne i 2021 helt eller delvis “ja” til det spørgsmål. Det er en stigning på tre procentpoint sammenlignet med 2019.
Hele 71,9 procent af de adspurgte i 2021 mener også, at krydstogtturister bidrager positivt til lokalsamfundet, hvilket er en fremgang på hele 11,5 procentpoint. “Tallene understreger, at der er et godt forhold mellem lokale og turister, og det er vi selvfølgelig rigtig glade for. Det bekræfter bare, at arbejdet med bæredygtighed i den samfundsmæssige kontekst – både nationalt og i de regionale turismeorganisationer – har båret frugt,” uddyber Mads Skifte.
For mere information:
Mads Skifte
Mobil: (+299) 55 82 78
Email: mads@visitgreenland.com
Mads Lumholt
Mobil: (+45) 31 22 11 71
Email: lumholt@visitgreenland.com