Cruise Forum 2024

Krydstogtindustrien mødes for videndeling og styrket samarbejde

Forud for årets krydstogtsæson samles den grønlandske krydstogtbranche denne uge til Cruise Forum 2024, arrangeret af Visit Greenland. Formålet er at styrke samarbejdet på tværs af landets aktører.

PRESSEMEDDELELSE Nuuk d. 19. februar 2024 

I maj 2023 offentliggjorde Visit Greenland en kortlægning af den grønlandske krydstogtindustri, hvor turistoperatører, myndigheder, turistråd og andre leverandører deltog i undersøgelsen. Resultatet inkluderede en række anbefalinger fra industrien, herunder ønsket om mere tværgående dialog og netværk. Cruise Forum 2024 er således en direkte opfølgning på industriens ønsker.

“Grønland bliver mere tilgængeligt, og der forventes en større volumen af gæster, uanset om de kommer med fly eller skib. Den seneste krydstogtsæson havde et rekordstort antal anløb, hvilket både glædede erhvervslivet og bekymrede lokalbefolkningen. For at støtte udviklingen bæredygtigt er det afgørende, at vi forstår hinandens roller, samarbejder og håndterer de udfordringer og potentialer, som udviklingen medfører,” forklarer Anne Nivíka Grødem, direktør i Visit Greenland.

Cruise Forum 2024 sigter altså mod at forene industrien og facilitere udviklende dialog, videndeling og tværgående samarbejde. Konferencen henvender sig primært til erhvervets aktører og inkluderer repræsentanter fra myndigheder, regionale erhvervsråd og erhvervslivet. Målet er at skabe klarhed om aktørernes roller og ansvarsområder samt identificere fælles udfordringer, som kan løses i fællesskab.

Programmet er designet til at fremme inkluderende og konstruktive processer med plads til deling af erfaringer og viden. Det er Visit Greenlands ønske, at de mere end 90 tilmeldte deltagere beriger diskussionerne og bidrager til at forme konferencen gennem dialog og fælles refleksion.

Alle indsigter og konklusioner fra Cruise Forum vil blive taget i betragtning i udarbejdelsen af den kommende sektorplan for turismeområdet. Derfor er konferencen en enestående mulighed for erhvervet til aktivt at bidrage og få indflydelse på fremtidens udvikling.