Pressemeddelelse: Reykjavik 16. oktober 2023
I disse dage afholdes Nordens største rejsemesse, Vestnorden, i Reykjavik. Op mod 43 grønlandske virksomheder fra turismeindustrien deltager for at udvikle og styrke forretningsforbindelserne med hinanden og de internationale samarbejdspartnere.
Rejsemessen arrangeres af NATA – North Atlantic Tourism Association, den vestnordiske turismesammenslutning mellem Færøerne, Island og Grønland. Island er i år vært for messen, og i denne uge bringes turistoperatører således sammen i et møde med rejseagenter fra hele verden.
MÅLRETTET MARKEDSFØRING AF GRØNLAND
Som en del af det officielle Vestnorden program, har Visit Greenland og Air Greenland i ugen op til rejsemessen, sammen været vært for en pre-tour i Grønland. Denne rejse har til formål at give udvalgte rejsearrangører, rejseagenter og journalister en førstehåndsoplevelse af grønlandske destinationer og lokale operatører, så de bedre kan forstå og promovere dem til deres kunder.
Deltagerne på turen er udvalgt, så deres kundegrundlag passer til de lokale turistoperatører og deres produkter. Pre-touren i år gik til Aasiaat, Qeqertarsuaq og Ilulissat, og er arrangeret og afholdt i et tæt samarbejde med de regionale turistorganisationer og turismeerhvervet.
GRØNLANDSK AFTEN
Visit Greenland inviterer i år alle Vestnorden deltagere med interesse for Grønland til et sideevent mandag aften. Her vil de seks regionale turistorganisationer i Grønland give de fremmødte et indtryk af de mange unikke oplevelser, som vores land rummer. Derudover vil Air Greenland, Icelandair og Kalaallit Airports fortælle om planerne for beflyvning, og forventningerne til hvordan man kommer til Grønland nu – og i fremtiden.
“Vi oplever, at der er stor interesse for at indgå samarbejder med de grønlandske operatører. Derfor skal denne aften bidrage til at give både eksisterende og potentielle internationale samarbejdspartnere mulighed for at lære Grønland bedre at kende, og samtidig give en dybere forståelse for vores mangfoldighed, infrastruktur og kultur. På den måde styrkes mulighederne for at udvikle værdifulde forretningsforbindelser, og der bygges bro mellem de internationale agenter og de lokale operatører.” fortæller direktør i Visit Greenland, Anne Nivíka Grødem.
Ved arrangementet vil vinderen af Greenland Tourism Award 2023 også blive offentliggjort, som en hyldest til en turistoperatør, der har gjort en særlig indsats inden for bæredygtighed i turismebranchen i Grønland. Greenland Tourism Award uddeles i et samarbejde mellem Visit Greenland og Air Greenland.
Vestnorden er en B2B (business to business) rejsemesse, der fokuserer på at tiltrække turister, som matcher de vestnordiske destinationer, og som bidrager positivt til en bæredygtig udvikling – økonomisk, socialt og miljømæssigt. Rejseagenter samt pressefolk er således blevet screenet omhyggeligt af arrangørerne, for på den måde at sikre det rette match.
Messens formål er at skabe de rigtige rammer for deltagerne hvor de har mulighed for at møde hinanden via bookede møder, og derigennem indgå nye forretningsaftaler og skabe værdifulde relationer mellem de internationale rejseagenter og de vestnordiske turistoperatører.
North Atlantic Tourism Association er organisationen bag Vestnorden-messen, og har til formål at promovere samarbejdet i den vestnordiske turismeindustri. Værtskabet går på tur mellem Visit Faroe Islands, Visit Iceland og Visit Greenland.
For mere info om Vestnorden: https://vestnorden.com/
Kontakt Research & Public Affairs Consultant, Rosannguaq Rossen for yderligere information: rosa@visitgreenland.com, tlf. +299 52 68 82