Visit Greenland har netop gennemført en grundig analyse af de vigtigste markeder i Skandinavien, Frankrig, Nordamerika, Tyskland og UK. Disse markeder er prioriterede for det nationale turistråd, da de har strategisk betydning for udviklingen af Grønland som rejsedestination.
“Markedsanalyserne repræsenterer en betydelig investering fra vores side og er designet til at styrke turismeoperatørernes forretning. Ved at investere ressourcer i markedsanalyser opnår vi ikke kun en dybere forståelse af vores målgruppe og konkurrencelandskab, men vi opdager også uudforskede horisonter og muligheder, der kan skabe stor værdi for udviklingen af turismeerhvervet. Udover at give værdifulde indsigter i markedspotentialerne, vil det samtidig bidrage til at tiltrække de rette agenter, der kan sælge operatørernes produkter,” forklarer Visit Greenlands direktør, Anne Nivíka Grødem.
Markedsanalyserne viser blandt andet at der er stigende interesse for Grønland som destination, siden sidst der blev lavet analyser på samme markeder (2016-2018). Dog er der samtidig en skarp konkurrence om disse adventure turister fra andre destinationer, og det handler meget om at have ‘det rette produkt til den rette pris’. Den uspolerede natur og naturoplevelser er stadig altovervejende dét, der driver interessen på alle markeder, men siden 2016-2018 er interessen for kulturelle oplevelser kun steget. Derudover peger analysen på, at potentielle turister primært søger viden og information om Grønland online.
Markedsanalyserne anses som værdifulde redskaber til turismeerhvervet, for at forstå udviklingen, de potentielle markedssegmenter, vækstmulighederne og nye tendenser. Ved at identificere disse potentialer kan turismeaktører målrette deres ressourcer og udvikle produkter, der appellerer til disse segmenter og dermed udnytte vækstpotentialerne.
Visit Greenlands direktør uddyber: “At forstå sit marked og have indsigt i dets potentialer er afgørende for enhver virksomheds succes. Det er som at have et kompas, der guider os mod de mest værdifulde potentialer. Uden denne indsigt kan vi spilde ressourcer på unødvendige veje. Markedsindsigt giver os således evnen til at identificere trends, behov og ønsker hos vores målgruppe, og det giver os mulighed for at levere de rigtige produkter og tjenester på det rigtige tidspunkt. Det er denne indsigt, der giver evnen til at træffe velinformerede beslutninger, identificere strategiske partnerskaber og udvikle innovative og bæredygtige løsninger, der sætter os i førersædet som adventure destination.”
Visit Greenland ønsker med disse markedsanalyser at understøtte væksten og succesen for det grønlandske turismeerhverv. Alle interesserede kan downloade analyserne nedenfor.
Artiklen fortsætter længere nede…